Cheftræner Peter Sørensen stopper i 1. divisionsklubben Honro IK. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Peter Sørensen tiltrådte i 2019, da Hobro IK kæmpede for overlevelse i 3F Superligaen. Missionen lykkedes i første sæson, men i den efterfølgende sæson måtte Hobro IK forlade 3F Superligaen med mindst mulig margin, som den tredje af tre nedrykkere i den sæson, hvor 3F Superligaen blev skåret ned fra 14 til 12 hold.
Efter nedrykningen er Hobro IKs strategi at kombinere erfarne spillere med unge dygtige talenter og udvikle talenter fra egen talentafdeling til klubbens førstehold, og derfor er begge parter enige om, at nu er et godt tidspunkt at lade vejene skilles.
“Jeg har haft et par gode år i Hobro IK, og kommer til at savne klubben og alle de gode mennesker, som er i klubben. Siden efterårssæsonens afslutning har jeg haft nogle tiltagende tanker om, hvorvidt jeg er den rette til den mission, som Hobro IK nu står over for. Klubben har valgt at satse mere på at opbygge sin talentafdeling, og det er som alle ved en langsigtet proces. En proces, der nok passer bedre på en anden cheftræner end jeg selv, der har mere erfaring med at arbejde med en allerede etableret talentafdeling og bringe disse spilere det sidste stykke vej op til det højeste niveau”, udtaler Peter Sørensen i pressemeddelelsen.
På den korte bane vil assistenttræner Michael Kryger overtage ansvaret.