Midtbanespilleren Dimitar Proychev og angriberen Ivan Vasilev har underskrevet en lejeaftale for resten af sæsonen med 1. divisionsklubben Fremad Amager. De to kommer fra Botev Plovdiv, der har samme ejer som Amager-klubben.
”Vi har kendt til både Dimitar og Ivan i noget tid, og har været i tæt dialog med Botev Plovdiv om deres spilleregenskaber. Tilgangen af de to spillere er med til at øge bredden på lige præcis de to positioner, og det er vigtigt. De første par dage har de allerede vist en rigtig stærk fysik og god mentalitet. De er blevet trænet rigtig hårdt i januar, og er klar til at yde en stor indsats fra første dag. Vi er glade for at kunne byde dem velkommen”, udtaler klubbens sportschef Jakob ”Gaxe” Gregersen.
Fremad Amager spiller onsdag pokalkvartfinale mod Sønderjyske.