Kolding IF har fået ny træner

Kolding IF har fået ny træner

Kolding IF fra 1. division fyrede træner Morten Mølkjær efter lørdagens hjemmebanenederlag til bundrivalen Skive.

Allerede søndag er ny træner på plads. Klubben har hentet den tidligere professionelle fodboldspiller Kristoffer Wichmann i HIK fra 2. division.

“Jeg kommer fra en helt vidunderlig klub (HIK, red.), der har en stor andel i, at jeg er blevet interessant, og Kolding kan se de ting jeg står for. Jeg glæder mig utrolig meget til den her udfordring. Jeg følger, og har fulgt, dansk fodbold tæt uagtet, hvilken række det er. Jeg har kunne se udefra, at Kolding er et sted, der gør det lige efter mit hoved, hvad angår det at drive en fodboldklub. De slår ikke et større brød op end de kan bage og tingene foregår i det rigtige tempi. Samtidig er klubben ekstrem ambitiøs med et markant menneskelige snit. Derfor er jeg også sikker på, at det er det rigtige match og skridt for mig, hvor jeg nu skal udfylde Koldings ambitioner, men også selv vokse som leder og træner, så vi sammen kan skabe minder”, forklarer Kolding IFs nye cheftræner.

Kristoffer Wichmann møder allerede ind til første arbejdsdag mandag morgen, hvor truppen præsenteres for den nye mand i spidsen.

Share