Danmark fortsætter med at dominere World Cup’en i holdforfølgelse for herrer. Fredag sikrede Julius Johansen, Lasse Norman, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund Pedersen sig sejren og guldmedaljen i Glasgow.
Sejren blev en realitet efter et fantastisk tæt finaleopgør mod Italien. Danmark kørte i 3:49.246 og Italien i 3:49.920. Italien førte faktisk indtil halvvejs i løbet.
Danmark fører dermed suverænt World Cup’en med sejre i de to første afdelinger og dermed 2000 point. Italien og Frankrig har begge 1700 point. World Cup’en består af seks afdelinger. Næste afdeling er i Hong-Kong i slutningen af måneden.